Indhold
Begravelsesmyndighed
Anmelder
Nærmeste pårørende
Afdøde har ikke personnummer
Medlemskab
Sagsbehandling af anmodning
Askespredning
Askedeling
_________________________
Begravelsesmyndighed
Det er den kirkebogsførende sognepræst i afdødes bopælssogn, som er begravelsesmyndighed.
Anmelder
Det er normalt anmelder, der anmoder om begravelse (jordfæstelse) eller kremering, men i langt de fleste tilfælde er det bedemanden, der på vegne af og med fuldmagt fra anmelder udfylder 'Anmodning om begravelse (jordfæstelse) eller kremering'. Bedemanden udfylder anmodningen fra et bedemandssystem eller på borger.dk (digitalt) eller på papirblanket.
Anmelder er nærmeste pårørende. Hvis bedemanden har udfyldt anmodning på papirblanket, skal anmelder selv skrive under på den. Er det ikke muligt at få anmelders signatur, kan bedemanden skrive under, men så skal du se kopi af den fuldmagt, anmelder har skrevet under, så bedemanden må lave anmodningen.
> Læs mere om fuldmagter
> Se eksempel på fuldmagt til en bedemand
> Download 'Anmodning om begravelse (jordfæstelse) eller kremering' på papirblanket (pdf.) fra personregistrering.dk
Nærmeste pårørende
Nærmeste pårørende er den person, som ved sin underskrift (på fuldmagt til bedemanden, eller med MitID, hvis anmelder selv udfylde anmodningen på borger.dk) kan stå inde for, at det, der er anmodet om, er efter afdødes ønske. Nærmeste pårørende kan være ægtefælle, samlever, børn, forældre, søskende, ven eller lign. En anmelder kan også være forstanderen på plejehjemmet eller i tilfælde, hvor der ikke er andre, kommunen.
Afdøde eller anmelder har ikke personnummer
Hvis afdøde ikke har personnummer, skal der udtages et administrativt personnummer af en 1.16-myndighed for at kunne registrere dødsfaldet og begravelsen.
> Læs om nye retningslinjer for registrering af dødfald (dec. 2023)
Hvis anmelder ikke har personnummer, skal anmelder udfylde 'Anmodning om begravelse (jordfæstelse) eller kremering' på papirblanket. Det samme er tilfældet, når asken/liget skal på en ikke-godkendt kirkegård.
Medlemskab
I 'Anmodning om begravelse eller kremering' oplyser anmelder om afdødes evt. medlemskab af folkekirken eller andet trossamfund. Læse mere om medlemskabstyper i PERSON. Anmelder oplyser om der skal ske en gejstlig handling, og hvor. Anmodningen oplyser også, om afdøde skal jordfæstes eller kremeres, og hvor.
> Læs om de forskellige typer af medlemskab
Sagsbehandling af anmodning
Det er begravelsesmyndigheden (kirkebogsførende sognepræst) i afdødes bopælssogn, der sagsbehandler den indkomne anmodning. Begravelsesmyndigheden giver ofte bemyndigelsen videre til en personregisterfører i sognet (kordegn eller anden præst).
Hvis afdøde ikke havde bopæl i Danmark, er det begravelsesmyndigheden i hændelsessognet for dødsfaldet, der modtager anmodningen og foretager sagsbehandlingen.
Hvis afdøde var hjemløs, skal det undersøges på Personsiden under tidligere adresser, hvilken myndighed, der har registreret personen uden fast bopæl. Begravelsesmyndigheden er det sogn, hvor Folkeregistret i registreringskommunen ligger.
> Læs hvordan du finder en myndighed ved ukendt adresse eller for en hjemløs
Askespredning
Hvis afdøde skal askespredes, skal der foreligge ønske om dette på skrift fra afdøde.
Kravet om skriftlighed kan fraviges, når det er utvivlsomt, at det var afdødes ønske, at asken skulle spredes over åbent hav. Begravelsesmyndigheden træffer afgørelse om, hvorvidt kravet om skriftlighed kan fraviges.
Askedeling
Hvis der er ønske om askedeling, skal anmelder/bedemanden ansøge om dette hos stiftet. Asken kan deles i to. Hvis anmelder ønsker asken placeret andre steder end på en begravelsesplads, skal stiftet i princippet godkende dette ønske, inden begravelsesmyndighedens afgørelse. Det betyder, at hvis anmelder/bedemand kan oplyse, at der er søgt hos stiftet, kan begravelsesmyndigheden godkende med forbehold for at stiftets godkendelse på et senere tidspunkt forefindes.
Der kan ikke ansøges om to forskellige gravsteder i Danmark.
_____________________