Hvad betyder en udenlandsk surrogataftale i forhold til din registrering af fødsel, forældreskab og forældremyndighed?
Registrering af fødsel
Barn født i udlandet
Ved en aftale om udenlandsk surrogataftale er der i næsten alle tilfælde tale om et barn født i udlandet. Derfor skal du ikke fødselsregistrere barnet, da barnet er fødselsregistreret i det land, hvor barnet født og efterfølgende er registreret indrejst i Danmark af borgerservice. Der vil i forbindelse med indrejsen også være registreret et navn på barnet.
Det er Familieretshuset, der træffer afgørelse om forældreskab på baggrund af en udenlandsk surrogataftale, jf. § 30i i Børneloven, hvorefter der tildeles forældremyndighed efter § 7b i Forældreansvarsloven.
> Find Børneloven på retsinformation.dk
> Find Forældreansvarsloven på retsinformation.dk
Barn født i Danmark
Føder surrogatmor undtagelsesvis i Danmark, modtager du som personregisterfører en fødselsanmeldelse fra jordemoderen, og fødslen registreres af hændelsessognet helt som sædvanligt, jf. §§ 1 og 2 i Lov om anmeldelse af fødsler og dødsfald og §§ 1 og 2 i Bekendtgørelse om anmeldelse af fødsler . Surrogatmor registreres som mor til barnet i overensstemmelse med fødselsanmeldelsen. Da surrogatmor ikke har bopæl i Danmark har hun højst sandsynligt heller ikke noget personnummer, og derfor skal du inden fødselsregistreringen sørge for, at der udtages et administrativt personnummer hos en 1.16-myndighed til brug for registreringen af surrogatmor se, P-supportforum vedr. Adm. personnummer:
> Find artikel om administrativt personnummer
> Find Lov om anmeldelse af fødsler og dødsfald på retsinformation.dk
> Find Bekendtgørelse om anmeldelse af fødsler på retsinformation.dk
Da du ikke nødvendigvis har oplysninger om, at det der er tale om et barn født i forbindelse med en udenlandsk surrogataftale, skal du ikke selv sende sagen til Familieretshuset med henblik på, at Familieretshuset træffer afgørelse om forældreskab i henhold til den udenlandske surrogataftale, jf. § 30i i Børneloven. Efter registrering af fødslen skal parterne selv indbringe sagen for Familieretshuset med henblik på afgørelse om forældreskab i henhold til den udenlandske surrogataftale, jf. § 30i i Børneloven.
> Find Børneloven på retsinformation.dk
Familieretshuset træffer afgørelse om forældre efter den udenlandske surrogataftale
Familieretshuset træffer afgørelse om forældreskab for de tiltænkte forældre dvs. om moderskab, faderskab, medmoderskab eller medfaderskab efter børnelovens § 30i, jf. lovens § 30h på baggrund af den udenlandske surrogataftale. Når Familieretshuset har truffet afgørelse, vil registrering af forældreskab fremgå af CPR og PERSON, og der sker ikke en eventuel orientering af fødselsregistrerings- eller bopælssognet, når omregistrering er gennemført.
Når Familieretshuset godkender en udenlandsk surrogataftale på baggrund af Børnelovens § 30i, betyder det , at de har taget stilling til, hvem der er de retmæssige forældre til barnet (i Danmark). Registrering af forældre i CPR/PERSON ved den udenlandske surrogataftale godkendt af Familieretshuset sker på følgende måder:
- Familieretshuset har truffet afgørelse efter børnelovens § 30i, på et tidspunkt, hvor barnet ikke er indrejst i Danmark:
Hvis barnet ikke er indrejst i Danmark, når Familieretshuset træffer afgørelse om godkendelse af den udenlandske surrogataftale, vil kommunen registrere forældrene i CPR i forbindelse med indrejsen. Familieretshuset registreres i de tilfælde som myndighed for forældre. Det kan du se under fanen Familie i PERSON. Står Familieretshuset som myndighed for forældre, har forældrene adkomst til en attest til deres barn (det gælder også selvom barnets navn ikke er verificeret). Er der ikke sket en verificering af forældrene ved den registrering, kommer forældrene ikke på en attest. Du skal derfor i dette tilfælde kontakte Familieretshuset og bede dem om at verificere forældrene. Dette gør du ved at skrive til dem på mail. Herefter vil oplysningerne blive verificeret og vil komme på en attest.:
> Skriv mail til Familieretshuset på post@familieretshuset.dk
- Familieretshuset træffer afgørelse efter børnelovens § 30i, efter barnet er indrejst i Danmark:
Hvis barnet er indrejst i Danmark, når Familieretshuset træffer afgørelse om godkendelse af den udenlandske surrogataftale, registrerer Familieretshuset selv forældrene i CPR, og forældreoplysningerne vil derfor være verificeret og komme på en attest.
Registrering af forældremyndighed
Barn født i udlandet
Når Familieretshuset træffer afgørelse om forældreskab for de tiltænkte forældre, på baggrund af den udenlandske surrogataftale, jf. børnelovens § 30i, registreres der automatisk forældremyndighed til den tiltænkte forælder eller fælles forældremyndighed til de tiltænkte forældre efter § 7b i Forældreansvarsloven.
> Find Børneloven på retsinformation.dk
> Find Forældreansvarsloven på retsinformation.dk
Barn født i Danmark
Hvis den udenlandske surrogatmor undtagelsesvist har født i Danmark, registrerer hændelsessognet i forbindelse med fødslen mor med forældremyndighed og eventuelt ægtefælle eller registrerede partner, hvis dokumentation for civilstand kan fremlægges.
Har parterne i henhold til den udenlandske surrogataftale ikke selv indbragt sagen for Familieretshuset med henblik på afgørelse om forældreskab og dermed også om forældremyndighed, skal du som fødselsregistreringsmyndighed efter 28 dage sende sagen til Familieretshuset med henblik på afgørelse om faderskab (medmindre forældrene er gift).
Generelle juridiske konsekvenser
Du må først udskrive en personattest til et barn født i udlandet som led i en udenlandsk surrogataftale, når Familieretshuset har truffet afgørelse om og dermed i CPR registreret den tiltænkte eller de tiltænkte forældre til barnet.
Ønsker de tiltænkte forældre, at barnet døbes inden Familieretshuset træffer afgørelse om forældreskab på baggrund af den udenlandske surrogataftale, kan dåbssognet udstede et dåbsbrev, der bekræfter dåb og medlemskab, der må ikke udstedes en Fødsels- og dåbsattest, vi henviser i øvrigt til denne artikel på P-Supportforum om:
Det er kun forældre registreret med forældremyndighed, der kan træffe beslutninger vedrørende barnet fx indsende anmodning om navneændring og dåb. Ligesom barnet alene har ret til et efternavn, hvis der er dokumentation for slægtsmæssig tilknytning efter § 4, stk. 1, nr. 2 i Navneloven.
> Find Navneloven på retsinformation.dk