Indhold: (Fra Familieretshuset)
Hvordan klager du?
Familieretshusets afgørelse
Familieretshuset tilbyder ikke konkret telefonisk vejledning til personregisterførerne
Sagsbehandlingstid og prioritering i Familieretshuset
Sagsbehandlingstid
Prioriteringen af sager
Klager til Familieretshuset
Familieretshuset har fra 1. april 2019 overtaget Ankestyrelsens opgave som klageinstans for personregisterførernes afgørelser. I Familieretshuset kan vi tage stilling til de samme ting, som Ankestyrelsen kunne.
På vores hjemmeside www.familieretshuset.dk har vi skrevet, hvordan man kan klage til os.
Vi oplyser, at borgeren kan sende sin klage til personregisterføreren, der så videresender hele sagen til Familieretshuset – på samme måde, som da Ankestyrelsen var klageinstans. På den måde får vi klagen og alle sagens dokumenter ind på én gang.
Vi har skrevet sådan på vores hjemmeside:
Hvordan klager du?
Du kan sende din klage med bilag til personregisterføreren. Personregisterføreren sender din klage og alle sagens dokumenter til Familieretshuset. Vi sender dig et brev, når vi har modtaget klagesagen.
Personregisterføreren har pligt til at oplyse dig om, hvordan du klager, hvad tidsfristen er, og hvad du kan klage over.
Familieretshusets afgørelse
Familieretshuset kan:
- stadfæste afgørelsen (det betyder, at personregisterførerens afgørelse gælder)
- ændre afgørelsen (det betyder, at du får helt eller delvis ret i din klage)
- hjemvise sagen til fornyet behandling (det betyder, at personregisterføreren skal se på sagen igen)
- afvise din klage, fordi det ikke er muligt at klage over det, som du klager over (for eksempel over personale i sognet).
Når vi træffer afgørelse i sagen, sender vi afgørelsen til dig. Vi orienterer også personregisterføreren om vores afgørelse.
Når den digitale løsning, der er beskrevet i navnelovens § 16a, stk. 2, er lavet (se nyhedsbrevet fra marts måned), vil vi fortælle om det her i nyhedsbrevet.
Familieretshuset tilbyder ikke konkret telefonisk vejledning til personregisterførerne
Familieretshuset er fra 1. april 2019 blevet klageinstans for personregisterførernes afgørelser. Det er en opgave, som Ankestyrelsen tidligere havde.
Nu da Familieretshuset er blevet klageinstans, kan det betyde, at personregisterførerne kan opleve en ændring i vejledningen over telefonen. Vi kan ikke give helt den samme mere konkrete vejledning, som den tidligere Statsforvaltning gjorde. Det hænger sammen med, at vi som klageinstans vil skulle kunne behandle en klage over en personregisterførers afslag på et navn. Og vi må som klageinstans ikke på forhånd tage stilling til et bestemt navn, som personregisterføreren skal træffe afgørelse om.
Inden for de nævnte rammer vil vi naturligvis fortsat hjælpe alt det vi kan med vores telefoniske vejledning.
Sagsbehandlingstid og prioritering i Familieretshuset
Sagsbehandlingstid
Familieretshuset har den 1. april 2019 overtaget behandlingen af et stort antal navnesager fra Statsforvaltningen. Vi har samtidig overtaget Ankestyrelsens opgaver på navneområdet – det omfatter blandt andet ajourføring og offentliggørelse af navnelisterne, behandling af klager over personregisterførernes afgørelser og besvarelse af henvendelser og spørgsmål om navnelovgivningen fra borgere, journalister og andre myndigheder.
De nye opgaver har indflydelse på vores sagsbehandlingstid i sager om navngivning og navneændring.
Vi forventer, at der omkring den 1. juli 2019, når Familieretshuset har været åbent i cirka tre måneder, vil blive lagt information om sagsbehandlingstider på vores hjemmeside. På det tidspunkt har vi et bedre overblik over, hvordan sagsbehandlingstiderne er. På navneområdet vil det være for sagerne om navngivning og navneændring. Vi vil jævnligt opdatere vores hjemmeside med oplysninger om de gennemsnitlige og maksimale sagsbehandlingstider.
Sagsbehandlingstiden i navngivningssager vurderes i øjeblikket at være op til 4 måneder.
> Kontaktoplysninger til Familieretshuset
Prioriteringen af sager
Vi behandler som udgangspunkt sagerne i den rækkefølge, vi har modtaget dem.
Der kan dog være nogle ganske særlige omstændigheder, der betyder, at vi behandler en sag forud for andre sager. Det vurderer vi konkret ud fra hvad ansøger fortæller os.
Vi ser ret ofte, at ansøgerne oplyser, at de skal lave pas til deres barn og beder os af den grund om at behandle deres sag hurtigt. Men vi hastebehandler ikke en sag alene fordi ansøgerne skal have lavet pas."