Alle, der indrejser, bliver bopælsregistreret af folkeregistret, men Udlændingestyrelsen kan forinden have tildelt et personnummer til en person. Men det er altid folkeregistret, der registrerer de øvrige oplysninger, på baggrund af oplysningerne fra hhv. opholdstilladelse - fra Udlændingestyrelsen og registreringsbevis fra Familieretshuset (tidligere Statsforvaltningen).
Hvis en udenlandskfødt borger har personnummer og dansk folkeregisteradresse, har borgeren fået opholdstilladelse fra Udlændingestyrelsen, registreringsbevis fra Familieretshuset (tidligere Statsforvaltningen) eller tilsvarende. Også for dem er bopælssognet personregisterfører, men en anden myndighed har ved indrejse taget stilling til borgerens personoplysninger (f.eks. Navn og Civilstand), og disse oplysninger skal IKKE verificeres.
Verificering af personer med opholdstilladelse
Oplysninger i CPR om fødselsdato, navn og fødeland er fastsat af anden myndighed, og derfor skal oplysningerne ikke verificeres i forbindelse med fx fødselsregistreringer eller navnesager. Du behøver derfor ikke at se dokumentation.
Rettelser i CPR for personer med opholdstilladelse
- Hvis en borger henvender sig på grund af forkerte oplysninger i CPR, gælder følgende:
- Hvis det drejer sig om, at fødselsregistreringsstedet på en udenlandsk født borger er forkert, henviser du til folkeregistret.
- Hvis civilstanden er forkert, henviser du til folkeregistret. Er der tale om en vielse, der er foregået i Danmark, henviser du til vielsesmyndigheden.
Hvis navnet er registreret forkert, henviser du borgeren til den myndighed, der er ansvarlig for registreringen. Der gælder følgende:
- Hvis borgeren er nordisk statsborger, er det kommunen, der skal rette
- Hvis borgeren er EU-borger (ikke nordisk), er det Familieretshuset (tidligere Statsforvaltningen), der skal rette
- Hvis borgeren er statsborger i øvrige lande, er det som udgangspunkt Udlændingestyrelsen, der skal rette
Borgeren skal selv rette henvendelse til den relevante myndighed.
Vær opmærksom på - Hvis personen har erhvervet dansk statsborgerskab, kan navnet ikke rettes. Det er det navn, der står på indfødsretsbeviset, der er gældende, og ønsker borgeren dette ændret, kræver det en navneændring.
Navneændringer
Når en person, der har opholdstilladelse, søger en navneændring, er bopælssognet myndighed for selve navneændringen. Navneændringen foretages som for alle andre borgere, og dokumentation kræves kun, hvis det har relevans for sagsbehandlingen i forbindelse med navneændringen. Sognet må ikke foretage rettelser i aktuelle navne jf. ovenstående om rettelser i CPR for personer med opholdstilladelse.
Hvis borgeren ønsker en attest efter navneændring, kan du udstede en personattest. Vær opmærksom på, at hvis oplysningerne om navnemyndighed og navngivningsdato ikke er verificerede, erstatter du disse oplysninger med stiplede linjer (6 bindestreger med mellemrum) på attesten, inden du udskriver.
Du kan henvise borgeren til at læse om ændring af personoplysninger på hjemmesiden 'ny i danmark'