Personregistrering
I forhold til sognets sagsbehandling og registrering af sager, må personregisterføreren naturligvis altid kontakte de personer, som sagen/registreringen omhandler.
Sognearbejde
Hvis kirken ønsker at sende materiale ud om kirkens aktiviteter, er der dog andre og stramme regler:
Reglen er ret enkel – ”Information om folkekirken til folkekirkens medlemmer”.
Dvs. at breve, som skal sendes ud, KUN må stiles til folkekirkemedlemmer.
Sender I brev ud om babysalmesang, og barnets far er medlem, og mor er udenfor, så skal brevet kun stiles til far.
Det betyder også, at hvis I skal sende en attest på et barn til forældrene med brev, så må I ikke medsende information om babysalmesang eller spaghettigudstjenester eller andet sammen med attesten, hvis en af forældrene ikke er medlem. Heller ikke for at spare en porto.
Vær på den sikre side - skil tingene ad. Send attesten for sig, og send information om hvad der sker i kirken for sig.
Allehelgen
I forhold til oplæsning af de begravede medlemmer i kirken til Allehelgen, må kun anmeldere, som er medlem af folkekirken, kontaktes.
Husk: De lister du trækker fra PERSON til Allehelgen har ikke anmelder med, hvis denne ikke er medlem af folkekirken på det tidspunkt listen blev trukket.