Unavngivet barn.
Ca. 5 mdr. efter fødslen, får du en Meddelelse i PERSON om, at der er et barn med bopæl i dit sogn, som ikke er navngivet endnu.
Du skal tjekke i indkomne sager i PERSON, om der ligger en navngivningsansøgning, som du kan behandle. Du skal også søge efter en sag i Indkomne sager, så du er sikker på at der ikke ligger en ansøgning, hvor der mangler en signatur.
Vær opmærksom på - har barnet en Navngivning ved Dåb i Vent, og dåben skal foregå efter 6 måneders dagen - også hvis det kun er få dage - skal du kontakte forældrene, og bede dem om at navngive på borger.dk inden dåben.
Er der hverken en ansøgning eller en Navngivning ved Dåb i Vent, skal du sende et brev til forældrene, med påmindelse om, at barnet skal navngives senest xx.xx.xxxx med besked om, at sagen sendes til Familieretshuset derefter.
Du kan sende brevet med alm post, helst quickbrev, eller til forældrenes Digitale Post.
Har du ikke modtaget en navngivning på 6 måneders dagen for fødslen, skal du sende Fødselsoplysninger til Familieretshuset og informere om, at der er et unavngivet barn. Du skal skrive til dem, at du har kontaktet forældrene d. xx.xx.xxxx og vedhæfte kopi af brevet.
Vær opmærksom på - Kommer der en navngivning i PERSON efter 6 mdr. dagen, skal du registrere den, og give Familieretshuset besked om, at navnet er på plads, så de kan lukke sagen.
Hvis navngivningen indeholder ønsker om navne, du ikke selv kan behandle, skal du naturligvis sende sagen fra PERSON til Familieretshuset til deres sagsbehandling - ganske som ved navngivning, som kommer inden for fristen.
Navngivning efter 6 mdr. - Du skal tilføje en tidligere navnerække
Når navngivningen foregår senere end 6 mdr. efter barnets fødsel, skal du tilføje en historisk navnerække, som viser, at barnet ikke er navngivet i tide.
Denne lægger du ind efter navngivningen er registreret, med arbejdsgangen Ret/fortryd -> Navne -> Indtast personnummer -> Søg -> OK -> Tilføj tidligere (gult felt øverst til venstre) -> Hændelsesdato (6 mdr. dagen for fødsel)
Du indtaster ’Unavngivet’ i fornavn og mors efternavn i Efternavn.
Eget efternavn og Adresseringsnavn skal ikke udfyldes.
I anmærkningen skriver du 'Iht. gældende navnelov §1 stk.. 2'