Personregistreringen anses som en samfundskritisk opgave.
Derfor skal der være retningslinjer for personregistreringen i det tilfælde, at der opstår en længerevarende katastrofe- eller krisesituation, hvor det ikke er muligt at tilgå PERSON eller CPR på sædvanlig vis.
I tilfælde af, at en hændelse ikke kan registreres af ovenstående grunde, påhviler det dig som personregisterfører, at opbevare de relevante ansøgninger/anmodninger, samt alle øvrige nødvendige bilag, særligt betryggende.
Særligt betryggende betyder her i aflåst brandsikker boks eller skab, således, at der er sikkerhed for, at data ikke går tabt, og at registreringen hurtigt kan genopføres, når tilstanden er normaliseret, eller der er anvist en anden procedure. Kan du komme på kirkekontoret, lægges ansøgninger/anmodninger sammen med ministerialbøgerne i den brandsikre boks.
Hvis digitale ansøgninger/anmodninger ikke kan indgives på borger.dk eller i bedemandssystemer, og de heller ikke kan tilgås i PERSON, skal du, når du får kendskab til sager, som er forsøgt indsendt, give ansøger besked om, at ansøgningen må afleveres på papirblanket.
Da en eventuel sagsbehandling i dette tilfælde ikke kan basere sig på oplysninger i CPR og PERSON, må du bede anmelder, forælder eller pårørende om, at dokumentere de i ansøgningen/anmodningen givne påstande med attester og/eller andre relevante beviseligheder.
Når tilstanden er normaliseret, påhviler det dig hurtigst muligt, at foretage de manglende registreringer.