En person, som er født i udlandet, som ikke er tilført folkekirkens ministerialbøger, og har bopæl eller har haft bopæl i Danmark efter 1/4 1968, skal ikke verificeres.
Verificering kan således kun komme på tale for personer, som er tilført folkekirkens ministerialbøger ved dåb, eller som skal døbes nu, eller for personer, som er tilført ministerialbogen på baggrund af adoption.
Herunder gælder:
Personer, som er tilført ministerialbogen, verificeres af Kirkeministeriets Verificeringsenhed.
Personer, som ikke er tilført ministerialbogen, verificeres af det sogn, hvor personen skal døbes. Det er personen selv, der skal forelægge den fornødne dokumentation. Kan personen ikke fremvise dokumentation, kan der ikke udstedes en Fødsels- og dåbsattest, men dåben kan i stedet bekræftes på alm. brevpapir.
Bemærk: Pas, kørekort, sundhedskort er ikke egnet dokumentation for navn. I langt de fleste lande kan der fremskaffes attester.
Hvis personens navn er registreret forkert ved indrejse og skal rettes, skal personen henvises til Borgerservice i bopælskommunen for rettelse i CPR-registret.
Personer med opholdstilladelse
I henhold til udlændingelovens §40E af lov 1618 af 26/12/2013, er det Udlændingestyrelsen, Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering eller Familieretshuset, der fastsætter identiteten for udlændinge, der får opholdstilladelse eller får udstedt registreringsbevis. Det vil sige navn, fødselsdato, fødeland og statsborgerskabsforhold.
Alle, der indrejser i Danmark, bliver bopælsregistreret af folkeregistret, men Udlændingestyrelsen kan forinden have tildelt et personnummer til en person. Det er altid folkeregistret, der registrerer de øvrige oplysninger på baggrund af oplysningerne fra opholdstilladelsen fra Udlændingestyrelsen eller registreringsbeviset fra Familieretshuset.
Verificering af personer med opholdstilladelse
Oplysningerne i CPR om fødselsdato, navn og fødeland er fastsat af anden myndighed, og skal ikke verificeres i forbindelse med f.eks. fødselsregistreringer eller navnesager. Du behøver derfor ikke at se dokumentation.
Rettelser i CPR for personer med opholdstilladelse
Hvis en borger henvender sig på grund af forkerte oplysninger i CPR, gælder følgende:
- Hvis det drejer sig om, at fødselsregistreringsstedet på en udenlandsk født borger er forkert, henviser du til folkeregistret.
- Hvis civilstanden er forkert, henviser du til folkeregistret. Er der tale om en vielse, der er foregået i Danmark, henviser du til vielsesmyndigheden.
Hvis navnet er registreret forkert, henviser du borgeren til den myndighed, der er ansvarlig for registreringen. Der gælder følgende:
- Hvis borgeren er statsborger i Sverige, Norge, Finland eller Island, er det kommunen, der skal rette
- Hvis borgeren er EU-borger (ikke nordisk), er det Familieretshuset, der skal rette
- Hvis borgeren er statsborger i øvrige lande, er det som udgangspunkt Udlændingestyrelsen, der skal rette
Borgeren skal selv rette henvendelse til den relevante myndighed.
Vær opmærksom på - Hvis personen har erhvervet dansk statsborgerskab, kan navnet ikke rettes. Det er det navn, der står på indfødsretsbeviset, der er gældende, og ønsker borgeren dette ændret, kræver det navneændring, med gebyr.
Navneændringer
Når en person, der har opholdstilladelse, søger navneændring, er bopælssognet myndighed for selve navneændringen. Navneændringen foretages som for alle andre borgere, og dokumentation kræves kun, hvis det har relevans for sagsbehandlingen. Sognet må ikke foretage rettelser i aktuelle navne jf. ovenstående om rettelser i CPR for personer med opholdstilladelse.
Når navneændringen er registreret, udsteder du en Personattest. Vær opmærksom på, at hvis oplysningerne om navnemyndighed og navngivningsdato ikke er verificerede, erstatter du disse oplysninger med stiplede linjer (6 bindestreger med mellemrum) på attesten, inden du udskriver.
Du kan henvise borgeren til at læse om ændring af personoplysninger på hjemmesiden 'ny i danmark':