Barn født på Færøerne eller i Grønland
Navngivning på Færøerne
Når et barn, der er født på Færøerne, skal navngives i Danmark, kan forældrene bruge selvbetjeningen på borger.dk – de generelle regler for navngivning gælder også her. Dog skal du være særligt opmærksom på, om det navn, forældrene ønsker at navngive med, følger reglerne for navne på Færøerne:
Der må ikke være ’x’ i navnene.
Godkendelse af nydannede for- og efternavne, skal for herboende færinger behandles af Familieretshuset.
Navngivning eller navneændring i Grønland
Sker navngivning eller navneændring i Grønland, skal den registreres i Grønland, uanset, om borgeren bor i Grønland eller i Danmark.
Et barn født i Grønland kan navngives i Grønland eller i Danmark. Præstegældet i Grønland registrerer navnet og meddeler navngivningen til CPR på baggrund af forældrenes ansøgning om navngivning på papirblanket i Grønland.
Vær opmærksom på: Godkendelse af nydannede for- og efternavne, skal for grønlændere behandles af By-, Land og Kirkeministeriet, fordi Grønland følger Navneloven fra 1981.
Navngivning ved dåb i Grønland
Er barnet født i Grønland, skal sognet ikke registrere noget.
Navn og medlemskab registreres i CPR af den grønlandske kommune. Dåben skrives i den grønlandske kirkebog i præstegældet.
Vær opmærksom på: Der er ikke adkomst til Fødsels- og Dåbsattest i Danmark – den skal udstedes af det grønlandske præstegæld.
Er barnet født i Danmark, kan der ikke foretages navngivning ved dåb i Grønland, da barnet skal være navngivet først.
Navngivning i Danmark
Forældrene ansøger om navngivning på borger.dk, og sognet behandler sagen. Sognet skal huske at tilbagemelde navngivningen pr. brev til præstegældet i Grønland.
Navneændring – for personer med bopæl i DK
Færøerne
Foretages navneændringen på Færøerne, registreres navnet først i det præstegæld, vedkommende er født eller i det præstegæld vedkommende er døbt på Færøerne, og herefter hos Borgerservice i bopælskommunen i Danmark på baggrund af en tilbagemelding på papir eller en attest fra Færøerne.
Herboende færinger kan få foretaget en navneændring på Færøerne efter gældende dansk navnelov. Den skal registreres af Borgerservice i bopælskommunen med Færøerne som myndighed.
Navneændringen kan også foretages i Danmark efter gældende dansk navnelov via selvbetjeningsløsningen på borger.dk, og bliver da registreret hos bopælssognet som andre navneændringer. Det er borgeren selv, der skal tilbagemelde navnet til Færøerne.
Godkendelse af nydannede for- og efternavne, skal for herboende færinger behandles af Familieretshuset.
Grønland
Navneændringer for herboende grønlændere, skal laves på borger.dk og registreres af sognet.
Sognet skal huske at tilbagemelde navneændringen pr. brev til præstegældet i Grønland.
Grønlænderes navneændringer der omfatter godkendelse af nydannede for- og efternavne, skal behandles af Kirkeministeriet, fordi Grønland følger Navneloven fra 1981.
___________________________
Øvrige relevante artikler
Hvem registrerer hændelser i Grønland og hvordan
Søg præstegæld i PERSON
Find præstegæld i Grønland
Find præstegæld på Færøerne
Attestguide - født i udlandet, på Færøerne eller i Grønland
Dåb i udlandet, Færøerne eller Grønland