Hvis en person ansøger om et slægtsnavn fra en slægtning tilbage til tipoldeforældre, og du ikke kan se navnet i PERSON, eller hvis personen, navnet stammer fra ikke er verificeret, skal du være helt sikker på, at der er adkomst til navnet med den ønskede stavemåde.
Du skal se følgende dokumentation:
Hele familien er fødselsregistreret i Danmark (inklusiv Sønderjylland
og anerkendte trossamfund):
Attester eller fødselsbogsopslag tilbage til den pågældende slægtning - dokumentationen skal afspejle såvel navn som slægtsskab.
F.eks. - der skal ønskes et slægtsnavn fra oldemor og der er kun registreret op til bedsteforældre i PERSON, så skal der enten skaffes attester eller fødselsbogsopslag på:
- Bedsteforælder - så du kan se, hvem forældrene er
- Oldeforælder - så du kan se, at navnet er stavet korrekt i PERSON.
Hvis der i fødselsbogens forældrerubrik står en ændring af navnet ved en af forældrene, men der ikke er information om navnebevis eller andet, kan der foretages opslag i forælderens fødselsbog, så informationen om navneændringen findes der.
Personen, navnet stammer fra, er født i udlandet og bor eller har boet i Danmark:
Når man indrejser i Danmark, har en myndighed set dokumentation for slægtsnavnet før registrering. Du kan derfor give det videre i den form, der er registreret i PERSON.
Får du at vide, at navnet er stavet forkert, skal det først ændres af indrejsemyndigheden mod forevist udenlandsk dokumentation, før du må behandle navnesagen.
Personen, navnet stammer fra, er født i udlandet og har aldrig boet i Danmark.
Der skal skaffes fødselspapirer eller kopier af fødselsprotokoller, som både afspejler slægtsskabet og navnet.
Hvis navnet er fra en bedsteforælder til en person, som bor i Danmark, men hverken forældre eller bedsteforældre bor eller har boet i Danmark, skal der skaffes fødselspapirer eller kopi at fødselsprotokoller på:
- Personen, som ønsker navnet, så man kan se forældrene
- På forældrene, så man kan se bedsteforældrene
- På bedsteforælderen, så du er sikker på, at navnet er stavet korrekt i forhold til det ansøgte.